- Hvordan var det nu med kulturen …           

           ”DR? - Er det ikke noget henne i kommunen?”

De studerende på Kunstakademiet smed busten af enevoldskongen Frederik d. 5. i vandet,

men lige den konge indstiftede organiseret offentlig støtte for kunstens skyld,  ikke kun for statsmagtens.

Pengene kom bl.a. fra trekantshandelen over Atlanten, hvor sukker, bomuld og slaver gav smukt afkast,

og rytterstatuen på Amalienborg blev stående.

Fonden Ad Usus Publicos gavnede fra 1765 og i næsten 100 år digtere og malere, og Teatret og musikken gjorde fremskridt. Danmark havde en kulturpolitik.

Siden blev kunsten slået sammen med finanser, undervisning og kirke.

Først med Kulturministeriet og Julius Bomholt fik kulturen sin egen politiske ramme.

Det nuværende altovervejende politiske flertal lægger ikke synderlig vægt på kunst og kultur.

Kulturen nævnes sjældent ved de politiske forlig. Ved pandemiens begyndelse mente den daværende minister, at kulturen under nedlukningerne ikke burde nævnes i forbindelse med det alvorlige.

Anders Fogh Rasmussen sagde i sin nytårstale i 2001 at smagsdommere er vi selv, og afviste faglig vurdering af kunst. Resultatet ses i kommunalt bestilte fætre- og kusineskulpturer på gader og pladser landet rundt. Men det var dog i det mindste en kulturpolitik.

De klassiske public-service institutioner er ved at pakke sammen som kunstformidlere og satser aldrig på det nye. DR er, som det er udtryk: - noget henne i kommunen.

En ny medielov, som skiftende kulturministre har udsat, afventes fortsat.

Alt i alt et mørkt billede.

Alligevel laves der kunst.

Alligevel lever kulturen.